Pressen i dag kan sammenlignes med et ganske almindeligt liv. I hvert fald, når det handler om politisk overbevisning. Da pressen blev født i 1634 med den første avis, var den ny og skulle lige lære, hvordan man begik sig en verden. Det var helt i orden.
For hurtigt blev der flere, og aviserne fik sat sig solidt på den fjerde statsmagt. Her gik den sine barnesko og kom op i teenage-alderen, hvor idealisme og politiske overbevisninger gik hånd i hånd. Aviserne placerede sig på hele spektret at politiske ståsteder og sammen herskede de årevis. Det var også helt i orden.
I dag har aviserne fået børn. Netaviser og fonde og investeringer og andre initiativer. Nogle aviserne er flyttet sammen og nogen har giftet sig med andre virksomheder. Nu skal de voksne aviser til at tjene penge. Der skal brød på bordet, spalterne skal fyldes, og det bliver på bekostning af de politiske idealer, der har været guidelines for nyhedsfladen længe. Det var knap så i orden, men sådan er verden. Der skal penge til, ellers duer skidtet ikke.
Det næste naturlige skridt er så at blive gammel. Det er slut med at arbejde for at leve. Man har akkumuleret nogle penge, eller lever af pension, og man er hurtig til at øse ud af den uendelige visdom man sidder på. De hedengangne politiske ståsteder og idealer om at skabe en bedre verder en skiftet ud med et egotrip i stemmeboksen: Hvordan kan vi få mest at skrive om?
Lige som gamle mennesker er aviserne i dag heller ikke blege for at vise os, hvad der er galt, og hvorfor de har ret. Hvorfor du bør stemme som du bør, og hvorfor du tager fejl, hvis du ikke følger trop.
Fair skal være fair, og mange aviser prøver stadig på at få dagen til at gå uden at mangle ord i spalterne. Men tabloid-pressen herhjemme har godt nok vist at den i hvert fald har meninger og er da også klar til at fylde spalterne.
Poul Madsen meldte det ganske klart ud for Ekstra Bladet, da han skrev denne leder. For et medie, der "konsekvent er i opposition", er der ikke noget odiøst i dette.
Netop Ekstra Bladet har længe meldt sig på den lille mands side. Så egentlig er der ikke sket noget politisk skifte for bladet, men når man klikker sig ned over deres hjemmeside på en tilfældig dag, mødes man af rubrikker som:
"Lene E er træt af bangebuksen Villy"
"Johanne vil ha' små fyre: Må jeg bede om Lille Lars, tak"
"De sløjeste politiker-stunts: Så desperate er de efter DIN stemme"
samt en god ligevægtet historie om at Helle er for fin til Bussen, mens Lars Løkke tager et dyrt fly til et topmøde på statens regning.
Der er ikke noget politisk afsæt i deres historier. Hvis det er bare tilnærmelsesvist nyhedsværdigt, så ryger det ud. Hvis det kan skrives med en sjov, fræk eller fornærmende vinkel, så er det godt nok. Beundringsværdigt, men hvor er det politiske budskab? Og hvad sker der lige, når man tænker på, at EBs kernelæsere stemmer Dansk Folkeparti?
I modsætning til Ekstra Bladets noget sparsomme valg-deltagelse i dag, bugner BTs webavis simpelthen af nyheder om valget. Ved første øjekast. Nærlæser man BTs artikler, finder man rubrikker som:
"Fikst eller Fælt: Se de værste valgplakater."
"Gab ... Derfor er valgkampen så kedelig!"
Og min absolutte favorit: "Her er Sidney Lee minister. Se den sjove valg-gimmick"
Altså.. jeg håber da, at det er en gimmick.
Til gengæld har ingen af aviserne problemer med at kloge sig om hvem, hvad og hvor, mens vi klikker os blå i hovedet i deres online-polls, og blankt overser, at begge aviser ivrigt reklamerer for SF i deres hovedbanner online.
Var jer for afsenderen, der er ugler i mosen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar