Vi bevæger os hastigt mod valgkampens sidste uge. Resultatet er stadig en snæver føring til oppositionen, og valgkampen har været bemærkelsesværdig ubemærkelsesværdig. Der har ikke været nogle store fadæser. Der har ikke været nogle direkte PR-branderter. Politikerne på begge sider har været i stand til at holde mundlortet i skak, og når vi skal sætte krydset kan det meget vel ende på en mavefornemmelse og gamle vaner. Hvordan skal vi kunne andet, når ingen tør sige noget?
Det var en broget skare, der dukkede op til sundhedsdebatten på DR her til aften, hvor S og SFs nye sundhedsplan blev diskuteret og partierne kunne roligt og mageligt forklare deres standpunkter og forsøge at overbevise vælgerne om, hvor krydset skulle sættes. Valgdebatter er ikke nødvendigvis de mest ophidsende måder at dække valget, men det behøver heller ikke nødvendigvis være "godt TV."
Dagens store skuffelse på sensationsfronten står et utroligt selvtilfreds TV2 for, da de viste klippet af en dame, der ivrigt stikker et barn i favnen på Lars Løkke Rasmussen og indigneret spørger:
"Prøv lige at tage hende her. Prøv lige at kigge på hende. Hvad vil du gøre for, at hun kan være mere sammen med sin far, hvis du bliver genvalgt."
Wauw. Skide godt TV. Se Lars Løkke tøve. Se ham orme sig vej ud af den uredelighed HAN SELV og alle hans kumpaner har skaffet dem på halsen. Hænder gnides og modstanderne kan selvretfærdigt nikke og blive enige om, at han er inkompetent.
Det stakkels barn er blevet givet i hænderne på manden, og han er blevet stillet et meget åbent spørgsmål.
Umiddelbart ville min første reaktion være: "Jamen, jeg ville nok lade være med at tage det med til et valgcirkus, og så lade det blive hjemme ved ham?"
Der er ingen informationer i spørgsmålet, selvom barnets hudfarve måske kan give et hint. Og i visse tilfælde er der ikke brug for at lede længe. Det er selvfølgelig noget så simpelt som pointsystemet i immigrationsdebatten.
Lars Løkke Rasmussens første reaktion var da også at spørge: "Jeg ved jo ikke, hvem hendes far er..." Moderen til barnet, der nu endelig er blevet vendt den rigtige vej, og sidder på Statsministerens arm, hvilket nogle ville synes var noget af en oplevelse. Det er der ikke den store chance for her, da moderen med samme hadske stemmeføring forklarer at faderen er fra Ghana og ikke kan komme ind i landet da han ikke scorer nok point.
Familietragedien fortsætter, da diskussionen går ud på, hvor smukt og dejligt et barn, der er tale om, og hvordan hun skal nøjes med at være sammen med hendes far tre-seks måneder om året.
Statsministeren får hurtigt omgrupperet og begynder roligt at forklare, hvorfor pointsystemet er indført. Lempelse... blah blah, og det hele ender med, at han får kvindens telefonnummer, så der er mulighed for at diskutere sagen uden journalisternes indblanden.
Sagen er for så vidt uinteressant. Der findes tusinder af børn, der er endt i en sur situation fordi den ene eller den anden forælder ikke er i satnad til at opfylde pointsystemet. Det er røv for ethvert barn. Selvfølgelig. Det er også røv for børn, der sidder hjemme uden forældre, fordi de skal arbejde for at betale huslån osv. Det er røv for børn, der ikke ser deres forældre fordi de er i fængsel. Uanset hvordan og hvorledes er det røv.
Men sagen er som sagt ikke interesant. Det er mediets måde at tackle sagen på. Vi holder kameraet op mens politikeren bliver luret i baghold. Uanset om det er Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen eller nogen af de andre politikere, så er gimmick'en lige så brugbart som når sportsjournalisten stiller fodboldspilleren det fantastiske spørgsmål efter kampen: "2-0?"
"Øh...bøh... Ja?"
Det er ikke "godt TV". Det er ikke engang sjovt TV. Det er med til at fylde minutter. TV2 slutter artiklen, om TV-indslaget med ordene: "Hvorvidt kvindens henvendelse til Lars Løkke Rasmussen var planlagt fra anden hånd vides endnu ikke."
Dårligt TV, og dårligt udført negativ valgkamp.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar