torsdag den 8. september 2011

Hvor skal pengene komme fra?

Clausevitz gjorde det klart, at "det bedste forsvar er et godt angreb." Det gør sig absolut også gældende i politik. Seneste eksempel er den netop overståede debat mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans største udfordrer til posten, Helle Thorning-Schmidt.

Spørgsmålet lød: "Hvordan vil du finansiere flere lærere i skolerne?" Svaret... Måske ikke lige det mest åbenlyse fra en rød regering: "Det skal bankerne være med til at betale." Fint. Præcist. Ikke noget diller-daller der. Bankerne må til foret, og så kan de kommende generationer nøjes med at være 24 mennesker i klasserne og to lærere til hver klasse.

Det lyder bare underligt i mine ører. Hvorfor i alverden skal bankerne betale for undervisning? Jeg troede den røde blok var imod privatisering? Skal det være sponsorater? "Hvis du har 100 kr. og skal bruge 200 kr. hvor meget skal du så låne i NORDEA?" og "Hvem skabte jorden? DANSKE BANK!"

Der var ingen opfølgning på svaret. Der var sikkert masser der tænkte: WHAT THE FUCK? Men ingen spurgte. Måske naturligt, når man ellers tager i betragtning at Helle Thorning-Schmidt hastigt bevægede sig videre til en lang tirade om, hvordan danske skoler smuldrer mellem hænderne på den inkompetente regering og deres bangebuks af en leder, Lars Løkke Rasmussen.

TV2 fik bolden tilbage, og lod Lars Løkke Rasmussen svare på, hvad der skal til for at få danske skoler tilbage i kampen. Desværre ingen opfølgning på, lige præcis HVORDAN de danske banker skal være med til at betale for skoler.

Det må forblive uvist indtil Helle Thorning-Schmidt får muligheden for at bede bankerne om at betale for skidtet.

Alligevel er det underholdende at se, hvordan valgkampen er endt med at oppositionen kører angreb og regering forsvar. Der er bred konsensus om, at fordi regeringen har siddet i ti år, så er det deres skyld at finanskrisen strammer, børn bliver hurtigere dumme og kriminelle, at statskassen er tom og at vandhanen drypper.

Nuvel. Regeringen skal stilles til ansvar for deres branderter, og det ER fandeme for dårligt, når de sover på vagten og tingene ikke bliver gennemført. Det er vi enige i, Helle. Jeg er til gengæld ikke enig i, at ti år på magten er en blankocheck til at anklage for mord, uden at have et alibi selv.

Vi er tilbage til diskussionen om, hvordan man som politiker skal undgå at svare på, hvad der bliver spurgt om. Første lektion: "Ved du hvad klokken er?" Den dygtige politiker svarer: "Ja."

Vi er da for pokker bedre værd? Bør vi ikke få at vide præcist hvor pengene kommer fra? Uanset om det er den siddende regering, oppositionen eller et tvært yderparti, der bare vil til orde.

"SHOW ME THE MONEY!" skal være det nye standardspørgsmål for danske journalister.

DF vil have skarpere grænsekontrol? SHOW ME THE MONEY!

SF vil have praktikpladser til alle unge? SHOW ME THE MONEY!

Enhedslisten vil have et kommunistisk samfund, hvor pengene fordeles ligelidt på hele befolkningen? SHOW ME THE.... Ahvabehager?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar