Valgkampen har til formål at give vælgerne indsigt i politikernes ståsted når det gælder aktuelle emner. Normalt er det rimeligt nemt at placere partierne i forhold til deres mærkesager:
De røde partier er for højere skatter, der skal betale alt for de fattige, og mere vandkunst på torvene. De blå er for lavere skatter for dem selv og deres rige venner, og generelt mindre kunst alle steder. Enhedslisten er for forskellighed, men imod alt andet, og DF er for danskhed og synes alle andre skal ud.
Det er dog umuligt at skrive et partiprogram, der konsekvent holder sig opdateret. Fra valg til valg vil mærkesagerne skifte. Ikke blot fordi vi lever i en verden, hvor der konstant sker noget, men fordi medierne ikke kan holde opmærksomheden fastbundet på andet end folk, der synger, danser og drikker sig vej til kendisstatus, er de aktuelle emner konstant i forandring. Det kræver ikke særligt meget research at vide, at vi for tiden oplever en finanskrise, at terroristerne er kommet til skandinavien og isbjørnene skal lære at svømme inden polerne smelter. Derfor er finans-, justits- og miljøpolitik de gode emner for tiden.
Alle partierne har en mening. Nogle er for mere skat, nogle for mindre. Nogen mener vi bør have mere politi alle steder, andre synes vi lever i en politistat. Alle har ondt af isbjørnene (Fordi man er blandt verdens bærme, hvis man ikke har), men hvordan vi redder dem varierer. Mindre olie, flere batterier. Hybridbiler er vejen frem. Atomkraftværkerne skal slukkes. Don Qiuxote ville gå ned med stress, hvis han levede i dagens Danmark.
Når danskerne så sidder i sofaen og læser deres nyheder, eller ser dem på TV, så skal politikerne være klar til at fordømme Breivik, heppe på Libyen og sørge for, at alle danskerne kan få job og råd til nye biler, der alle kører på brint og lukker regnbuer ud af udstødningen.
Ordet valgflæsk stammer netop fra disse politikere, der lover mere end de kan holde. Ofte helt ude i skoven. Valgflæsk. Det giver ligesom sig selv. Hvad kan man bruge det til? Vi vil have holdbare, brugbare og ærlige løfter for fremtiden. Det er for helvede da derfor vi sætter vores kryds, hvor vi gør!
Eller, det burde det da. Vi kender allesammen nogen, der stemmer som de gør, fordi "han har et venligt ansigt", "det gjorde mine forældre", "så kan jeg få lov at kaste sten, når de vinder!" En diskussion der må vente.
Winston Churchill citeres for at have sagt: "Demokrati er den værste styreform, bortset fra alle de andre." Der er noget om snakken. Uanset hvordan og hvorledes man vender det, vil nogen ikke være tilfredse når ballonerne er dalet, "Internationale" er sunget og Kaare R. Skov er gået hjem i seng. Det har politikerne taget som en opfordring til at mene noget om alt. Gerne noget der appellerer til så mange mennesker som muligt. Sådan scorer man nemlig mange stemmer.
Så alle politikerne har meninger om noget. Men nogle meninger ligger tættere på hjertet end andre. Når så partierne går til forhandlingsbordene og skal have brikkerne til at passe sammen, er det jo fint at have noget at handle med.
Valgflæsk er ikke et udtryk man hører længere. Jakob Haugaard var vist den svinefarmer slagter på det punkt. Større julegaver. Medvind på cykelstierne. Det var valgflæsk så man kunne forstå det. Ingen var i tvivl om, hvad manden havde knald i.
I dag er det blevet sværere at gennemskue, hvad der er valgflæsk og hvad der er reelle politiske mål. Desværre er grunden hertil, at det er svært at se skoven for bare træer.
Alle politikere har prøvet at sælge ud af en mærkesag, for at få gennemført noget andet. Og når valget i år er overstået, vil en lang række sager, der blev først som korstog gennem valgkampen blive handlet, skåret til, passet ind, rettet ud og til sidst opgivet. Af de selv samme politikere der gang på gang i medierne har lovet det til befolkningen.
En befolkning, der har valgt deres ledere ud fra disse løfter.
Det er jo ikke raketkirurgi, at politikerne skal kunne finde fælles fodslag for at få gennemført noget. Når det skal ske, er der nogen, der bliver nødt til at give sig. Hvor det sker og hvornår det sker kan være umuligt at spå om. Nogle mærkesager kan være vigtige i en valgkamp, men miste interessen hurtigt til fordel for noget andet, der er shit-hot lige nu og her.
De eneste der taber i den sammenhæng er vælgerne. Hvordan i alverden kan man være sikker på, at netop den sag, der er vigtigt for den enkelte vælger ikke bliver solgt ud til første byder?
Skal man til at indføre varedeklarationer på politiske agendaer? "Vil du være så rar at prioritere dine valgløfter, så vi ved, lige præcis, hvad vi kan forvente af dig?"
Det er måske ikke nogen helt dårlig idé?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar