En god valgkamp har til opgave, at få befolkningen klædt på til at sætte deres kryds det sted, hvor der er flest af deres egne interesser, der bliver varetaget. Medierne skal tage denne opgave seriøst og gøre en ære ud af at holde politikerne ved ilden, når de løber fra deres valgløfter.
Desværre er danskerne blevet apatiske, og medierne har mere fokus på at tjene hurtige penge, end på at rapportere nyhederne. Hvorfor tror I ellers, at der er så mange sider om Vild med Dans i aviserne? Det er nemt at lave. En praktikant kan snildt fylde to sider med chokerede reaktioner på at husmoderen og hundelufteren ikke skal fylde skærmen i en hed omgang fortolkningsdans næste fredag. Det er nemt, og det er først og fremmest billigt.
Politiske analyser, og kritiske interviews er gået fløjten, og den almene dansker gider ikke høre på det mere. Nu skal det så heller ikke være mediernes skyld alene, for politikerne i dag har mestret kunsten "At fylde sendefladen, uden at sige noget." Eller for Dansk Folkeparti, handler det bare om at fylde.
Politikernes første lektion i spin kommer på dag et: "Lad være med at svare på spørgsmålet!"
"Men hvordan skal jeg det? Når nu den forberedte journalist står derude, og spørger ind til lige præcis dette problem," spørger den spirende politiker, der bare venter på at komme i gang med at redde verden og ændre alting.
"Svar bredt i stedet," lyder det fra spindoktoren.
Og så kører møllen. "Hvad vil I gøre ved arbejdsløsheden, der følger i kølvandet på finanskrisen?" lyder det begavede og intelligente spørgsmål fra journalisten, der har gjort sit forarbejde!
"Vi har mange gode tiltag i vores oplæg til den kommende finanslov. Der sætter vi fokus på arbejdsløsheden," siger den hærdede politiker.
Og det lyder jo rigtigt. Nye tiltag. Det er endda med i finansloven. Hold da op et scoop. Desværre var det det eneste spørgsmål lige præcis denne journalist fik lov til at spørge om. Der er andre medier, der skal til. Der kommer ikke nogen opfølgning, og når artiklen skal skrives, siderne i avisen fyldes, ender det ofte med at journalisten tænker: "Det er jo ikke så galt. Det lyder jo til at der kommer til at ske noget. Det er jo trods alt med i finansloven." Artiklen kommer på gaden, en halv side. Fyldt med tomgang om netop det ene citat. Eksperterne står i kø for at få taletid, og fortolke, hvad netop dette her betyder. "I mine ører lyder det som om, at der bliver afsat penge i de nye budgetter til en hel række nye interessante tiltag. Det vil vi se frem til, når der bliver offentliggjort mere." Og kaffen er drukket, avisen læst og ingen er blevet klogere.
"Vi har mange gode tiltag i vores oplæg til den kommende finanslov. Der sætter vi fokus på arbejdsløsheden," lød citatet.
Det behøver ikke betyde mere, end at der er sat 20.000 kr. af til et surveyhold, der indsamler idéer til nye arbejdspladser. Der er sat fokus på arbejdsløsheden.
Når skribenten rækker diktafonen ind over menneskemængden og får sin taletid, ender det ofte i et velformuleret spørgsmål, der lyder godt, men som er alt alt ALT for nemt at bøje af på. Det er ikke nogens skyld. I hvert fald ikke generelt set. Finanspolitik og retsjuridiske spørgsmål er utroligt langhårede og tager lang tid om at forklare.
Journalister, der har lavet deres research, overvejet deres spørgsmål og som har været i branchen siden der kun var 100 Pokemon'er kommer til kort, når de får ti sekunder til at levere spørgsmålet og mængdens ikke lader dem følge op.
I valgtider er der ikke plads til de lange 1-on-1 interviews, hvor de virkelige kan sætte tommeskruerne på.
Det burde faktisk være sådan det foregik. Derfor bør man også få en lang valgkamp. Så er der rigeligt med tid til at politikerne kan lægge ryg til fyldige interviews. Hvor journalisten kan tvinge politikeren til at svare på spørgsmålet.
Der kan være plads og tid til at medierne kan få en prioriteret liste over mærkesagerne fra hver enkelt politiker.
Det er jo nemt nok at være for det hele, så længe man ikke modsiger sig selv.
Debatprogrammerne rundt omkring i de danske medier er utroligt populære lige op til valget. Partilederne lader op til den store aften, og de har en masse vage formuleringer med på områder som uddannelse, sundhed og integration. Når den folkekære studievært så lader første runde gå i gang går der ti sekunder, og så ender det som en travl dag på børsen. Det er umuligt at forstå et klap af, hvad nogen siger. Politikerne dækker sig bag ævlen og kævlen og får liret deres indøvede linier af, mens de andre råber i munden på hinanden. En time senere har vi set godt TV. Politikerne råber af hinanden, men ingen er blevet klogere.
Når børnehavepædagogen vender tilbage til klassen efter frikvarteret, og lille Ida er malet fuldstændigt orange med tuscher, så duer det ikke, at de andre 27 børn taler i munden på hinanden. Afskaf debatformatet. Hvis en politiker mener at skatten skal hæves, og en anden siger den bør sænkes, så behøver jeg ikke få tudet ørene fulde af dem i en time, mens de diskuterer det. Jeg kan godt se, at de er uenige. Og jeg behøver ikke høre dem tale om, hvorfor, for at vide, hvem jeg er enig med.
Det andet bliver pladder. En hurtig valgkamp er kun til gene for befolkningen. For når valgkampen er ovre, kan medierne gå tilbage til deres reality-tv og deres hvem-knalder-med-hvem, og så kan roen sænke sig over det ganske danske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar