Der er valg den 15. september.
Tre ugers stressvalg.
Så er det jo bare et spørgsmål om, hvem der er bedst til valgdansen?
Hvad siger du?
fredag den 26. august 2011
onsdag den 24. august 2011
Valget der udeblev
Dagen er kommet og gået, og der er stadig ikke udskrevet valg. Pålidelige kilder eller ej, så er der altså rigeligt med tid at løbe på, men dagen har udviklet sig.
Amerikanerne kickstartede dagens nyhedscyklus med et jordskælv uden de store følger. Ingen tilskadekomne og udover at Pentagon blev evakueret forløb det stort set uden nyhedsværdi.
Libyske oprørere stjal billedet da de langt om længe fik indtage Gaddaffis hovedkvarter. Manden selv er ingen steder at finde. Så hvis du ser ham på gaden, er de libyske rebeller parat til at betale gode penge. Hvis du er i tvivl om, hvordan han ser ud, så ligner han Carlos Santana en del.
Klokken 11.00 stillede Claus Hjort Frederiksen op i pressekonference i forbindelse med den nye finanslov. Flabet at han svedte så meget, når vi tydeligvis ikke har råd til at få hans jakkesæt renset lige foreløbig.
Klokken 14.22 i eftermiddags kom trumfen så. Prinsesse Marie er gravid. Flere børn på overførselsindkomst. Ikke lige hvad regeringen har argumenteret for i finanslovsforslaget. Til gengæld er samtlige danske ugeblade og tabloidpressen gået i selvsving, og hvis dækningen af kongehusets familieforøgelse bliver en indikator for, hvordan pressen dækker vigtige begivenheder i Danmark er der håb forude.
Der er sikkert mange årsager til, at der ikke blev udskrevet valg i dag, men med så mange større nyheder har det været svært at kontrollere historien og få budskaberne ud med pressen.
Hvorfor er det så vigtigt at kunne kontrollere historien, når der bliver udskrevet valg?
Den siddende regering har én fordel for den første dags pressedækning. De kan køre hele pressemaskineriet i stilling og i timerne efter Lars Løkke Rasmussen har udskrevet valget er de foran oppositionen. Det kan være med til at styre hele valgkampen i den retning som regeringen ønsker.
Lige fra forberedte pressemeddelelser til mediernes interviews kan de planlægge i god tid. Godt spin-arbejde vil tjekke oppositionens nøglepersoners kalendere fremad. Hvis man nu kunne ramme en dag, hvor både Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager er ude af landet, vil sendefladen være fyldt af Team Lars' partiledere, der kan virke selvsikre og forberedte, mens vi må tage med takke med en skrattende telefonsamtale fra oppositionens side.
Team Helle vil halse bagefter hele dagen, og det lille forspring kan have en større effekt end man regner med.
Det er nok ønsketænkning fra Team Lars' side, at ende i et scenarie som det jeg har sat op her, men de er parat til at tage hvad de kan få fingrene i.
Selvfølgelig har Team Helles pressefolk også gjort deres arbejde. Der ligger med garanti nøje planlagte planer for, hvad der skal ske, når valget bliver udskrevet. Hvem der skal hvad, hvor og hvordan.
Men der er langt fra Fiskerhavnen i Hirtshals til trapperne på Borgen i disse dage med web-nyheder og TO danske nyhedskanaler. Og de første vise ord på video bliver vist igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen.....
Finansloven er en sur sur SUR måde at starte en valgkamp på. Der er ingen der kan klandre nogen for at vælge at lægge den bag sig inden man skyder folketingsvalget i gang.
"Vi har brugt alle pengene, og vi skal til at bruge endnu flere de næste år. STEM PÅ OS!"
Ja, for satan. Hvor er stemmesedlen?
Argumenterne fra regeringen kan være nok så rigtige og nok så ansvarsbefriende, men der er ingen vej uden om, at dem der vinder valget ender med at skulle sidde med aben. Danskerne er nemlig flintrende ligeglade med, at vi her i landet er ramt mindre hårdt end så mange andre, da det er en GLOBAL krise. Vi er også rasende ligeglade med, at én af grundene til at krisen overhovedet trykker på pungen er, at Nyrup-regeringen fik indført en masse lånemetoder, der i dag skal betales for. Endelig er vi også ligeglade med, hvordan regeringen har tænkt sig at løse krisen, bare det bliver gjort NU. Og uden skattestigninger og nedskæringer.
Vi vil have valgflæsk, og vi vil have det nu.
Men der er ikke råd til valgflæsk. Der er faktisk ikke en gang råd til almindelig flæsk. Der skal hentes 16.000 kr. per dansker til at dække underskuddet.
I sådan en situation er der ikke plads til at huske, hvem der er skyld i miseren. Regeringen sidder i det til halsen, og her er oppositionens store fordel.
De kan snildt komme med deres helt eget forslag til finansloven, som de vil gennemføre den, hvis de bliver valgt ind. Så længe spindoktorerne husker, at hver eneste gang en Team Helle-spiller udtaler sig, skal ordene "krisen som er opstået under den borgerlige regering" dukke op. Så kan man bøje af på indholdet.
Hvor længe går der så, inden valget bliver udskrevet?
Det er umuligt at spå om. Medmindre Team Helle tager på fællescamping i den svenske ødemark på en speciel dato, så er der nu 81 dage til deadline for valget, og det skal udskrives senest tre uger forinden.
Senest 23. oktober.
Amerikanerne kickstartede dagens nyhedscyklus med et jordskælv uden de store følger. Ingen tilskadekomne og udover at Pentagon blev evakueret forløb det stort set uden nyhedsværdi.
Libyske oprørere stjal billedet da de langt om længe fik indtage Gaddaffis hovedkvarter. Manden selv er ingen steder at finde. Så hvis du ser ham på gaden, er de libyske rebeller parat til at betale gode penge. Hvis du er i tvivl om, hvordan han ser ud, så ligner han Carlos Santana en del.
Klokken 11.00 stillede Claus Hjort Frederiksen op i pressekonference i forbindelse med den nye finanslov. Flabet at han svedte så meget, når vi tydeligvis ikke har råd til at få hans jakkesæt renset lige foreløbig.
Klokken 14.22 i eftermiddags kom trumfen så. Prinsesse Marie er gravid. Flere børn på overførselsindkomst. Ikke lige hvad regeringen har argumenteret for i finanslovsforslaget. Til gengæld er samtlige danske ugeblade og tabloidpressen gået i selvsving, og hvis dækningen af kongehusets familieforøgelse bliver en indikator for, hvordan pressen dækker vigtige begivenheder i Danmark er der håb forude.
Der er sikkert mange årsager til, at der ikke blev udskrevet valg i dag, men med så mange større nyheder har det været svært at kontrollere historien og få budskaberne ud med pressen.
Hvorfor er det så vigtigt at kunne kontrollere historien, når der bliver udskrevet valg?
Den siddende regering har én fordel for den første dags pressedækning. De kan køre hele pressemaskineriet i stilling og i timerne efter Lars Løkke Rasmussen har udskrevet valget er de foran oppositionen. Det kan være med til at styre hele valgkampen i den retning som regeringen ønsker.
Lige fra forberedte pressemeddelelser til mediernes interviews kan de planlægge i god tid. Godt spin-arbejde vil tjekke oppositionens nøglepersoners kalendere fremad. Hvis man nu kunne ramme en dag, hvor både Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager er ude af landet, vil sendefladen være fyldt af Team Lars' partiledere, der kan virke selvsikre og forberedte, mens vi må tage med takke med en skrattende telefonsamtale fra oppositionens side.
Team Helle vil halse bagefter hele dagen, og det lille forspring kan have en større effekt end man regner med.
Det er nok ønsketænkning fra Team Lars' side, at ende i et scenarie som det jeg har sat op her, men de er parat til at tage hvad de kan få fingrene i.
Selvfølgelig har Team Helles pressefolk også gjort deres arbejde. Der ligger med garanti nøje planlagte planer for, hvad der skal ske, når valget bliver udskrevet. Hvem der skal hvad, hvor og hvordan.
Men der er langt fra Fiskerhavnen i Hirtshals til trapperne på Borgen i disse dage med web-nyheder og TO danske nyhedskanaler. Og de første vise ord på video bliver vist igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen.....
Finansloven er en sur sur SUR måde at starte en valgkamp på. Der er ingen der kan klandre nogen for at vælge at lægge den bag sig inden man skyder folketingsvalget i gang.
"Vi har brugt alle pengene, og vi skal til at bruge endnu flere de næste år. STEM PÅ OS!"
Ja, for satan. Hvor er stemmesedlen?
Argumenterne fra regeringen kan være nok så rigtige og nok så ansvarsbefriende, men der er ingen vej uden om, at dem der vinder valget ender med at skulle sidde med aben. Danskerne er nemlig flintrende ligeglade med, at vi her i landet er ramt mindre hårdt end så mange andre, da det er en GLOBAL krise. Vi er også rasende ligeglade med, at én af grundene til at krisen overhovedet trykker på pungen er, at Nyrup-regeringen fik indført en masse lånemetoder, der i dag skal betales for. Endelig er vi også ligeglade med, hvordan regeringen har tænkt sig at løse krisen, bare det bliver gjort NU. Og uden skattestigninger og nedskæringer.
Vi vil have valgflæsk, og vi vil have det nu.
Men der er ikke råd til valgflæsk. Der er faktisk ikke en gang råd til almindelig flæsk. Der skal hentes 16.000 kr. per dansker til at dække underskuddet.
I sådan en situation er der ikke plads til at huske, hvem der er skyld i miseren. Regeringen sidder i det til halsen, og her er oppositionens store fordel.
De kan snildt komme med deres helt eget forslag til finansloven, som de vil gennemføre den, hvis de bliver valgt ind. Så længe spindoktorerne husker, at hver eneste gang en Team Helle-spiller udtaler sig, skal ordene "krisen som er opstået under den borgerlige regering" dukke op. Så kan man bøje af på indholdet.
Hvor længe går der så, inden valget bliver udskrevet?
Det er umuligt at spå om. Medmindre Team Helle tager på fællescamping i den svenske ødemark på en speciel dato, så er der nu 81 dage til deadline for valget, og det skal udskrives senest tre uger forinden.
Senest 23. oktober.
Team Helle eller Team Lars?
Pålidelige kilder har overbevist om mig, at det sker i dag. Indenfor de næste timer. Valget 2011 bliver udskrevet. Lige så pålidelige kilder siger, at det IKKE bliver i dag. Så på bedste politikervis: "Vi får et valg snart. I hvert fald indenfor de næste 81 dage."
Selvom danskerne har ni forskellige partier at sætte deres kryds ved, og en lang række politikere, der kan stemmes på personligt, ender det igen og igen med at være et spørgsmål om "Helle eller Lars?".
Uanset hvor du sætter dit kryds ender det med at pege på én af de to. Får vi rød regering bliver det Helle Thorning Schmidt som Statsminister, og får vi blå regering, bliver Anders Fogh Rasmussens overdragelse af magten til Lars Løkke slået fast. Lidt ligesom i 2004, da George W. Bush faktisk blev valgt ind som præsident.
Til gengæld så er vores statsminister ikke en en-mands hær, der skal styre landet overfor kongressen og tage styringen, hvis landet kommer i krig. Selvom det dog kunne være en spændende tanke.
Hvem ville DU stemme på, hvis det handlede om at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage og rykket den dansk tyske grænse tilbage til Ejderen?
Hvorfor der lige præcis er så meget fokus på "vinderen" af valget? Fordi det er ikke bare en titel. Det er det også. En titel og en plads i historiebøgerne. Og direkte adgang til hendes Majestæt Johnny Margrethe 2. af Danmark. Der er visse fordele ved at være Statsminister.
Den umiddelbart første (og største) er, at man får lov til at udpege ministre. I tilfælde af, at der ikke kan findes en regering efter valget, skal vi igennem en dronningerunde, hvor hun udvælger en "Kongelig Undersøger". Det bliver så hans (eller hendes) job, at få forhandlet en regering på plads. Herefter ender det traditionelt med, at undersøgeren bliver statsminister.
Netop derfor var det en farce ved valget i 2007, da Naser Khader og Liberal Alliance igen og igen udtalte, at de ville insistere på en dronningerunde, men de pegede på Anders Fogh Rasmussen som undersøger.
Det er derfor både godt og skidt, når medierne vælger at koge hele feltet ned til kampen mellem de blå og de rødes statsministerkandidat. Når valgkampen for alvor går i gang vil mediernes dækning få Danmark til at lyde som et Diktatur. Lars eller Helle? Løkke eller Thorning-Schmidt?
Det er godt fordi netop hovedpersonerne kommer under luppen. Fejl og mangler, fiaskoer og succeser, fadæser og skandaler blivet hevet frem igen. Danskerne skal huske, hvad disse mennesker tidligere har udsat deres vælgere for. I mindste detalje.
Desværre er der flere negative ting ved den pressebehandling.
Det fjerner fokus fra de mennesker, der kommer til at sidde som ministre, da man kun kan lave kvalificerede bud på, hvem der kommer til at sidde hvor. De fjerner også fokus fra de faktum, at Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt ikke taler for hele den regering de vil danne. Støttepartier har deres egne agendaer og selvom Pia Kjærsgaard gerne vil pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, betyder det ikke at hun hopper om bord på Venstre-ekspressen hele vejen til ned til fattighuset, uden at hun vil stikke en kæp i hjulet et par gange.
Det er også et problem for de røde, da Helle Thorning-Schmidt kan danne en mindretals-regering, hvis stemmerne falder rigtigt. Når vi så har fejret et regeringsskifte, skal hun bruge tid på at få Villy Søvndal og Margrethe Vestager til at opføre sig pænt og ikke slås i timen.
Dagens opfordring lyder derfor til medierne: Lad os få en korrekt valgdækning. Fokusér på Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, men husk at deres holdkammerater har lige så stort potentiale til at fuske, snylte, lyve og gå imod deres valgløfter som alle andre.
Det handler selvfølgelig også om, hvem der er bedst i stand til at varetage ministerposterne. Det burde ikke være svært at gennemskue, at en advokat muligvis er bedre til at varetage justitsministeriet end en systemkonstruktør. (Lars Barfoed vs. Lene Espersen). Undervisningsministeren burde have indsigt i undervisningsmiljøet. (Bertel Haarder vs. Troels Lund Poulsen) og måske er det ikke dumt, at vores forvarsminister har været i hæren? (Søren Gade vs. Gitte Lillelund Bech)
Selvom danskerne har ni forskellige partier at sætte deres kryds ved, og en lang række politikere, der kan stemmes på personligt, ender det igen og igen med at være et spørgsmål om "Helle eller Lars?".
Uanset hvor du sætter dit kryds ender det med at pege på én af de to. Får vi rød regering bliver det Helle Thorning Schmidt som Statsminister, og får vi blå regering, bliver Anders Fogh Rasmussens overdragelse af magten til Lars Løkke slået fast. Lidt ligesom i 2004, da George W. Bush faktisk blev valgt ind som præsident.
Til gengæld så er vores statsminister ikke en en-mands hær, der skal styre landet overfor kongressen og tage styringen, hvis landet kommer i krig. Selvom det dog kunne være en spændende tanke.
Hvem ville DU stemme på, hvis det handlede om at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage og rykket den dansk tyske grænse tilbage til Ejderen?
Hvorfor der lige præcis er så meget fokus på "vinderen" af valget? Fordi det er ikke bare en titel. Det er det også. En titel og en plads i historiebøgerne. Og direkte adgang til hendes Majestæt Johnny Margrethe 2. af Danmark. Der er visse fordele ved at være Statsminister.
Den umiddelbart første (og største) er, at man får lov til at udpege ministre. I tilfælde af, at der ikke kan findes en regering efter valget, skal vi igennem en dronningerunde, hvor hun udvælger en "Kongelig Undersøger". Det bliver så hans (eller hendes) job, at få forhandlet en regering på plads. Herefter ender det traditionelt med, at undersøgeren bliver statsminister.
Netop derfor var det en farce ved valget i 2007, da Naser Khader og Liberal Alliance igen og igen udtalte, at de ville insistere på en dronningerunde, men de pegede på Anders Fogh Rasmussen som undersøger.
Det er derfor både godt og skidt, når medierne vælger at koge hele feltet ned til kampen mellem de blå og de rødes statsministerkandidat. Når valgkampen for alvor går i gang vil mediernes dækning få Danmark til at lyde som et Diktatur. Lars eller Helle? Løkke eller Thorning-Schmidt?
Det er godt fordi netop hovedpersonerne kommer under luppen. Fejl og mangler, fiaskoer og succeser, fadæser og skandaler blivet hevet frem igen. Danskerne skal huske, hvad disse mennesker tidligere har udsat deres vælgere for. I mindste detalje.
Desværre er der flere negative ting ved den pressebehandling.
Det fjerner fokus fra de mennesker, der kommer til at sidde som ministre, da man kun kan lave kvalificerede bud på, hvem der kommer til at sidde hvor. De fjerner også fokus fra de faktum, at Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt ikke taler for hele den regering de vil danne. Støttepartier har deres egne agendaer og selvom Pia Kjærsgaard gerne vil pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, betyder det ikke at hun hopper om bord på Venstre-ekspressen hele vejen til ned til fattighuset, uden at hun vil stikke en kæp i hjulet et par gange.
Det er også et problem for de røde, da Helle Thorning-Schmidt kan danne en mindretals-regering, hvis stemmerne falder rigtigt. Når vi så har fejret et regeringsskifte, skal hun bruge tid på at få Villy Søvndal og Margrethe Vestager til at opføre sig pænt og ikke slås i timen.
Dagens opfordring lyder derfor til medierne: Lad os få en korrekt valgdækning. Fokusér på Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, men husk at deres holdkammerater har lige så stort potentiale til at fuske, snylte, lyve og gå imod deres valgløfter som alle andre.
Det handler selvfølgelig også om, hvem der er bedst i stand til at varetage ministerposterne. Det burde ikke være svært at gennemskue, at en advokat muligvis er bedre til at varetage justitsministeriet end en systemkonstruktør. (Lars Barfoed vs. Lene Espersen). Undervisningsministeren burde have indsigt i undervisningsmiljøet. (Bertel Haarder vs. Troels Lund Poulsen) og måske er det ikke dumt, at vores forvarsminister har været i hæren? (Søren Gade vs. Gitte Lillelund Bech)
mandag den 22. august 2011
Valgflæsk eller politisk svineri?
Valgkampen har til formål at give vælgerne indsigt i politikernes ståsted når det gælder aktuelle emner. Normalt er det rimeligt nemt at placere partierne i forhold til deres mærkesager:
De røde partier er for højere skatter, der skal betale alt for de fattige, og mere vandkunst på torvene. De blå er for lavere skatter for dem selv og deres rige venner, og generelt mindre kunst alle steder. Enhedslisten er for forskellighed, men imod alt andet, og DF er for danskhed og synes alle andre skal ud.
Det er dog umuligt at skrive et partiprogram, der konsekvent holder sig opdateret. Fra valg til valg vil mærkesagerne skifte. Ikke blot fordi vi lever i en verden, hvor der konstant sker noget, men fordi medierne ikke kan holde opmærksomheden fastbundet på andet end folk, der synger, danser og drikker sig vej til kendisstatus, er de aktuelle emner konstant i forandring. Det kræver ikke særligt meget research at vide, at vi for tiden oplever en finanskrise, at terroristerne er kommet til skandinavien og isbjørnene skal lære at svømme inden polerne smelter. Derfor er finans-, justits- og miljøpolitik de gode emner for tiden.
Alle partierne har en mening. Nogle er for mere skat, nogle for mindre. Nogen mener vi bør have mere politi alle steder, andre synes vi lever i en politistat. Alle har ondt af isbjørnene (Fordi man er blandt verdens bærme, hvis man ikke har), men hvordan vi redder dem varierer. Mindre olie, flere batterier. Hybridbiler er vejen frem. Atomkraftværkerne skal slukkes. Don Qiuxote ville gå ned med stress, hvis han levede i dagens Danmark.
Når danskerne så sidder i sofaen og læser deres nyheder, eller ser dem på TV, så skal politikerne være klar til at fordømme Breivik, heppe på Libyen og sørge for, at alle danskerne kan få job og råd til nye biler, der alle kører på brint og lukker regnbuer ud af udstødningen.
Ordet valgflæsk stammer netop fra disse politikere, der lover mere end de kan holde. Ofte helt ude i skoven. Valgflæsk. Det giver ligesom sig selv. Hvad kan man bruge det til? Vi vil have holdbare, brugbare og ærlige løfter for fremtiden. Det er for helvede da derfor vi sætter vores kryds, hvor vi gør!
Eller, det burde det da. Vi kender allesammen nogen, der stemmer som de gør, fordi "han har et venligt ansigt", "det gjorde mine forældre", "så kan jeg få lov at kaste sten, når de vinder!" En diskussion der må vente.
Winston Churchill citeres for at have sagt: "Demokrati er den værste styreform, bortset fra alle de andre." Der er noget om snakken. Uanset hvordan og hvorledes man vender det, vil nogen ikke være tilfredse når ballonerne er dalet, "Internationale" er sunget og Kaare R. Skov er gået hjem i seng. Det har politikerne taget som en opfordring til at mene noget om alt. Gerne noget der appellerer til så mange mennesker som muligt. Sådan scorer man nemlig mange stemmer.
Så alle politikerne har meninger om noget. Men nogle meninger ligger tættere på hjertet end andre. Når så partierne går til forhandlingsbordene og skal have brikkerne til at passe sammen, er det jo fint at have noget at handle med.
Valgflæsk er ikke et udtryk man hører længere. Jakob Haugaard var vist den svinefarmer slagter på det punkt. Større julegaver. Medvind på cykelstierne. Det var valgflæsk så man kunne forstå det. Ingen var i tvivl om, hvad manden havde knald i.
I dag er det blevet sværere at gennemskue, hvad der er valgflæsk og hvad der er reelle politiske mål. Desværre er grunden hertil, at det er svært at se skoven for bare træer.
Alle politikere har prøvet at sælge ud af en mærkesag, for at få gennemført noget andet. Og når valget i år er overstået, vil en lang række sager, der blev først som korstog gennem valgkampen blive handlet, skåret til, passet ind, rettet ud og til sidst opgivet. Af de selv samme politikere der gang på gang i medierne har lovet det til befolkningen.
En befolkning, der har valgt deres ledere ud fra disse løfter.
Det er jo ikke raketkirurgi, at politikerne skal kunne finde fælles fodslag for at få gennemført noget. Når det skal ske, er der nogen, der bliver nødt til at give sig. Hvor det sker og hvornår det sker kan være umuligt at spå om. Nogle mærkesager kan være vigtige i en valgkamp, men miste interessen hurtigt til fordel for noget andet, der er shit-hot lige nu og her.
De eneste der taber i den sammenhæng er vælgerne. Hvordan i alverden kan man være sikker på, at netop den sag, der er vigtigt for den enkelte vælger ikke bliver solgt ud til første byder?
Skal man til at indføre varedeklarationer på politiske agendaer? "Vil du være så rar at prioritere dine valgløfter, så vi ved, lige præcis, hvad vi kan forvente af dig?"
Det er måske ikke nogen helt dårlig idé?
De røde partier er for højere skatter, der skal betale alt for de fattige, og mere vandkunst på torvene. De blå er for lavere skatter for dem selv og deres rige venner, og generelt mindre kunst alle steder. Enhedslisten er for forskellighed, men imod alt andet, og DF er for danskhed og synes alle andre skal ud.
Det er dog umuligt at skrive et partiprogram, der konsekvent holder sig opdateret. Fra valg til valg vil mærkesagerne skifte. Ikke blot fordi vi lever i en verden, hvor der konstant sker noget, men fordi medierne ikke kan holde opmærksomheden fastbundet på andet end folk, der synger, danser og drikker sig vej til kendisstatus, er de aktuelle emner konstant i forandring. Det kræver ikke særligt meget research at vide, at vi for tiden oplever en finanskrise, at terroristerne er kommet til skandinavien og isbjørnene skal lære at svømme inden polerne smelter. Derfor er finans-, justits- og miljøpolitik de gode emner for tiden.
Alle partierne har en mening. Nogle er for mere skat, nogle for mindre. Nogen mener vi bør have mere politi alle steder, andre synes vi lever i en politistat. Alle har ondt af isbjørnene (Fordi man er blandt verdens bærme, hvis man ikke har), men hvordan vi redder dem varierer. Mindre olie, flere batterier. Hybridbiler er vejen frem. Atomkraftværkerne skal slukkes. Don Qiuxote ville gå ned med stress, hvis han levede i dagens Danmark.
Når danskerne så sidder i sofaen og læser deres nyheder, eller ser dem på TV, så skal politikerne være klar til at fordømme Breivik, heppe på Libyen og sørge for, at alle danskerne kan få job og råd til nye biler, der alle kører på brint og lukker regnbuer ud af udstødningen.
Ordet valgflæsk stammer netop fra disse politikere, der lover mere end de kan holde. Ofte helt ude i skoven. Valgflæsk. Det giver ligesom sig selv. Hvad kan man bruge det til? Vi vil have holdbare, brugbare og ærlige løfter for fremtiden. Det er for helvede da derfor vi sætter vores kryds, hvor vi gør!
Eller, det burde det da. Vi kender allesammen nogen, der stemmer som de gør, fordi "han har et venligt ansigt", "det gjorde mine forældre", "så kan jeg få lov at kaste sten, når de vinder!" En diskussion der må vente.
Winston Churchill citeres for at have sagt: "Demokrati er den værste styreform, bortset fra alle de andre." Der er noget om snakken. Uanset hvordan og hvorledes man vender det, vil nogen ikke være tilfredse når ballonerne er dalet, "Internationale" er sunget og Kaare R. Skov er gået hjem i seng. Det har politikerne taget som en opfordring til at mene noget om alt. Gerne noget der appellerer til så mange mennesker som muligt. Sådan scorer man nemlig mange stemmer.
Så alle politikerne har meninger om noget. Men nogle meninger ligger tættere på hjertet end andre. Når så partierne går til forhandlingsbordene og skal have brikkerne til at passe sammen, er det jo fint at have noget at handle med.
Valgflæsk er ikke et udtryk man hører længere. Jakob Haugaard var vist den svinefarmer slagter på det punkt. Større julegaver. Medvind på cykelstierne. Det var valgflæsk så man kunne forstå det. Ingen var i tvivl om, hvad manden havde knald i.
I dag er det blevet sværere at gennemskue, hvad der er valgflæsk og hvad der er reelle politiske mål. Desværre er grunden hertil, at det er svært at se skoven for bare træer.
Alle politikere har prøvet at sælge ud af en mærkesag, for at få gennemført noget andet. Og når valget i år er overstået, vil en lang række sager, der blev først som korstog gennem valgkampen blive handlet, skåret til, passet ind, rettet ud og til sidst opgivet. Af de selv samme politikere der gang på gang i medierne har lovet det til befolkningen.
En befolkning, der har valgt deres ledere ud fra disse løfter.
Det er jo ikke raketkirurgi, at politikerne skal kunne finde fælles fodslag for at få gennemført noget. Når det skal ske, er der nogen, der bliver nødt til at give sig. Hvor det sker og hvornår det sker kan være umuligt at spå om. Nogle mærkesager kan være vigtige i en valgkamp, men miste interessen hurtigt til fordel for noget andet, der er shit-hot lige nu og her.
De eneste der taber i den sammenhæng er vælgerne. Hvordan i alverden kan man være sikker på, at netop den sag, der er vigtigt for den enkelte vælger ikke bliver solgt ud til første byder?
Skal man til at indføre varedeklarationer på politiske agendaer? "Vil du være så rar at prioritere dine valgløfter, så vi ved, lige præcis, hvad vi kan forvente af dig?"
Det er måske ikke nogen helt dårlig idé?
søndag den 21. august 2011
Hvad er det i grunden du siger?
En god valgkamp har til opgave, at få befolkningen klædt på til at sætte deres kryds det sted, hvor der er flest af deres egne interesser, der bliver varetaget. Medierne skal tage denne opgave seriøst og gøre en ære ud af at holde politikerne ved ilden, når de løber fra deres valgløfter.
Desværre er danskerne blevet apatiske, og medierne har mere fokus på at tjene hurtige penge, end på at rapportere nyhederne. Hvorfor tror I ellers, at der er så mange sider om Vild med Dans i aviserne? Det er nemt at lave. En praktikant kan snildt fylde to sider med chokerede reaktioner på at husmoderen og hundelufteren ikke skal fylde skærmen i en hed omgang fortolkningsdans næste fredag. Det er nemt, og det er først og fremmest billigt.
Politiske analyser, og kritiske interviews er gået fløjten, og den almene dansker gider ikke høre på det mere. Nu skal det så heller ikke være mediernes skyld alene, for politikerne i dag har mestret kunsten "At fylde sendefladen, uden at sige noget." Eller for Dansk Folkeparti, handler det bare om at fylde.
Politikernes første lektion i spin kommer på dag et: "Lad være med at svare på spørgsmålet!"
"Men hvordan skal jeg det? Når nu den forberedte journalist står derude, og spørger ind til lige præcis dette problem," spørger den spirende politiker, der bare venter på at komme i gang med at redde verden og ændre alting.
"Svar bredt i stedet," lyder det fra spindoktoren.
Og så kører møllen. "Hvad vil I gøre ved arbejdsløsheden, der følger i kølvandet på finanskrisen?" lyder det begavede og intelligente spørgsmål fra journalisten, der har gjort sit forarbejde!
"Vi har mange gode tiltag i vores oplæg til den kommende finanslov. Der sætter vi fokus på arbejdsløsheden," siger den hærdede politiker.
Og det lyder jo rigtigt. Nye tiltag. Det er endda med i finansloven. Hold da op et scoop. Desværre var det det eneste spørgsmål lige præcis denne journalist fik lov til at spørge om. Der er andre medier, der skal til. Der kommer ikke nogen opfølgning, og når artiklen skal skrives, siderne i avisen fyldes, ender det ofte med at journalisten tænker: "Det er jo ikke så galt. Det lyder jo til at der kommer til at ske noget. Det er jo trods alt med i finansloven." Artiklen kommer på gaden, en halv side. Fyldt med tomgang om netop det ene citat. Eksperterne står i kø for at få taletid, og fortolke, hvad netop dette her betyder. "I mine ører lyder det som om, at der bliver afsat penge i de nye budgetter til en hel række nye interessante tiltag. Det vil vi se frem til, når der bliver offentliggjort mere." Og kaffen er drukket, avisen læst og ingen er blevet klogere.
"Vi har mange gode tiltag i vores oplæg til den kommende finanslov. Der sætter vi fokus på arbejdsløsheden," lød citatet.
Det behøver ikke betyde mere, end at der er sat 20.000 kr. af til et surveyhold, der indsamler idéer til nye arbejdspladser. Der er sat fokus på arbejdsløsheden.
Når skribenten rækker diktafonen ind over menneskemængden og får sin taletid, ender det ofte i et velformuleret spørgsmål, der lyder godt, men som er alt alt ALT for nemt at bøje af på. Det er ikke nogens skyld. I hvert fald ikke generelt set. Finanspolitik og retsjuridiske spørgsmål er utroligt langhårede og tager lang tid om at forklare.
Journalister, der har lavet deres research, overvejet deres spørgsmål og som har været i branchen siden der kun var 100 Pokemon'er kommer til kort, når de får ti sekunder til at levere spørgsmålet og mængdens ikke lader dem følge op.
I valgtider er der ikke plads til de lange 1-on-1 interviews, hvor de virkelige kan sætte tommeskruerne på.
Det burde faktisk være sådan det foregik. Derfor bør man også få en lang valgkamp. Så er der rigeligt med tid til at politikerne kan lægge ryg til fyldige interviews. Hvor journalisten kan tvinge politikeren til at svare på spørgsmålet.
Der kan være plads og tid til at medierne kan få en prioriteret liste over mærkesagerne fra hver enkelt politiker.
Det er jo nemt nok at være for det hele, så længe man ikke modsiger sig selv.
Debatprogrammerne rundt omkring i de danske medier er utroligt populære lige op til valget. Partilederne lader op til den store aften, og de har en masse vage formuleringer med på områder som uddannelse, sundhed og integration. Når den folkekære studievært så lader første runde gå i gang går der ti sekunder, og så ender det som en travl dag på børsen. Det er umuligt at forstå et klap af, hvad nogen siger. Politikerne dækker sig bag ævlen og kævlen og får liret deres indøvede linier af, mens de andre råber i munden på hinanden. En time senere har vi set godt TV. Politikerne råber af hinanden, men ingen er blevet klogere.
Når børnehavepædagogen vender tilbage til klassen efter frikvarteret, og lille Ida er malet fuldstændigt orange med tuscher, så duer det ikke, at de andre 27 børn taler i munden på hinanden. Afskaf debatformatet. Hvis en politiker mener at skatten skal hæves, og en anden siger den bør sænkes, så behøver jeg ikke få tudet ørene fulde af dem i en time, mens de diskuterer det. Jeg kan godt se, at de er uenige. Og jeg behøver ikke høre dem tale om, hvorfor, for at vide, hvem jeg er enig med.
Det andet bliver pladder. En hurtig valgkamp er kun til gene for befolkningen. For når valgkampen er ovre, kan medierne gå tilbage til deres reality-tv og deres hvem-knalder-med-hvem, og så kan roen sænke sig over det ganske danske.
Desværre er danskerne blevet apatiske, og medierne har mere fokus på at tjene hurtige penge, end på at rapportere nyhederne. Hvorfor tror I ellers, at der er så mange sider om Vild med Dans i aviserne? Det er nemt at lave. En praktikant kan snildt fylde to sider med chokerede reaktioner på at husmoderen og hundelufteren ikke skal fylde skærmen i en hed omgang fortolkningsdans næste fredag. Det er nemt, og det er først og fremmest billigt.
Politiske analyser, og kritiske interviews er gået fløjten, og den almene dansker gider ikke høre på det mere. Nu skal det så heller ikke være mediernes skyld alene, for politikerne i dag har mestret kunsten "At fylde sendefladen, uden at sige noget." Eller for Dansk Folkeparti, handler det bare om at fylde.
Politikernes første lektion i spin kommer på dag et: "Lad være med at svare på spørgsmålet!"
"Men hvordan skal jeg det? Når nu den forberedte journalist står derude, og spørger ind til lige præcis dette problem," spørger den spirende politiker, der bare venter på at komme i gang med at redde verden og ændre alting.
"Svar bredt i stedet," lyder det fra spindoktoren.
Og så kører møllen. "Hvad vil I gøre ved arbejdsløsheden, der følger i kølvandet på finanskrisen?" lyder det begavede og intelligente spørgsmål fra journalisten, der har gjort sit forarbejde!
"Vi har mange gode tiltag i vores oplæg til den kommende finanslov. Der sætter vi fokus på arbejdsløsheden," siger den hærdede politiker.
Og det lyder jo rigtigt. Nye tiltag. Det er endda med i finansloven. Hold da op et scoop. Desværre var det det eneste spørgsmål lige præcis denne journalist fik lov til at spørge om. Der er andre medier, der skal til. Der kommer ikke nogen opfølgning, og når artiklen skal skrives, siderne i avisen fyldes, ender det ofte med at journalisten tænker: "Det er jo ikke så galt. Det lyder jo til at der kommer til at ske noget. Det er jo trods alt med i finansloven." Artiklen kommer på gaden, en halv side. Fyldt med tomgang om netop det ene citat. Eksperterne står i kø for at få taletid, og fortolke, hvad netop dette her betyder. "I mine ører lyder det som om, at der bliver afsat penge i de nye budgetter til en hel række nye interessante tiltag. Det vil vi se frem til, når der bliver offentliggjort mere." Og kaffen er drukket, avisen læst og ingen er blevet klogere.
"Vi har mange gode tiltag i vores oplæg til den kommende finanslov. Der sætter vi fokus på arbejdsløsheden," lød citatet.
Det behøver ikke betyde mere, end at der er sat 20.000 kr. af til et surveyhold, der indsamler idéer til nye arbejdspladser. Der er sat fokus på arbejdsløsheden.
Når skribenten rækker diktafonen ind over menneskemængden og får sin taletid, ender det ofte i et velformuleret spørgsmål, der lyder godt, men som er alt alt ALT for nemt at bøje af på. Det er ikke nogens skyld. I hvert fald ikke generelt set. Finanspolitik og retsjuridiske spørgsmål er utroligt langhårede og tager lang tid om at forklare.
Journalister, der har lavet deres research, overvejet deres spørgsmål og som har været i branchen siden der kun var 100 Pokemon'er kommer til kort, når de får ti sekunder til at levere spørgsmålet og mængdens ikke lader dem følge op.
I valgtider er der ikke plads til de lange 1-on-1 interviews, hvor de virkelige kan sætte tommeskruerne på.
Det burde faktisk være sådan det foregik. Derfor bør man også få en lang valgkamp. Så er der rigeligt med tid til at politikerne kan lægge ryg til fyldige interviews. Hvor journalisten kan tvinge politikeren til at svare på spørgsmålet.
Der kan være plads og tid til at medierne kan få en prioriteret liste over mærkesagerne fra hver enkelt politiker.
Det er jo nemt nok at være for det hele, så længe man ikke modsiger sig selv.
Debatprogrammerne rundt omkring i de danske medier er utroligt populære lige op til valget. Partilederne lader op til den store aften, og de har en masse vage formuleringer med på områder som uddannelse, sundhed og integration. Når den folkekære studievært så lader første runde gå i gang går der ti sekunder, og så ender det som en travl dag på børsen. Det er umuligt at forstå et klap af, hvad nogen siger. Politikerne dækker sig bag ævlen og kævlen og får liret deres indøvede linier af, mens de andre råber i munden på hinanden. En time senere har vi set godt TV. Politikerne råber af hinanden, men ingen er blevet klogere.
Når børnehavepædagogen vender tilbage til klassen efter frikvarteret, og lille Ida er malet fuldstændigt orange med tuscher, så duer det ikke, at de andre 27 børn taler i munden på hinanden. Afskaf debatformatet. Hvis en politiker mener at skatten skal hæves, og en anden siger den bør sænkes, så behøver jeg ikke få tudet ørene fulde af dem i en time, mens de diskuterer det. Jeg kan godt se, at de er uenige. Og jeg behøver ikke høre dem tale om, hvorfor, for at vide, hvem jeg er enig med.
Det andet bliver pladder. En hurtig valgkamp er kun til gene for befolkningen. For når valgkampen er ovre, kan medierne gå tilbage til deres reality-tv og deres hvem-knalder-med-hvem, og så kan roen sænke sig over det ganske danske.
Dansk Folkeparti (O)
De afdøde rester af Mogens Glistrups Fremskridtsparti opstod som fønixen i flammerne, da Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner i 1995 startede Dansk Folkeparti. Siden da har ledelsen ligget suverænt hos Pia Kjærsgaard. Solidt plantet i det yderste højre har Dansk Folkeparti siden udviklet en hård topstyring med Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup som hendes, højre (og venstre) hånd. DF har svært ved at holde munden lukket på deres tamme talerør, Camre og præsteparret Jesper Langballe og Søren Krarup. Trods en tilsyneladende uendelig strøm af rabiate udtalelser, har Pia Kjærsgaard formået at få "det treenige røvballegardin" (Citat: Niels Hausgaard) til at arbejde for DFs sag. Dansk Folkepartis ukronede fjerdemand, Morten Messerschmidt nyder godt af, at være talerør for den yngre del af partiets valgskare, og mangler heller ikke rabiate holdninger. Det er derfor ikke uhørt at DF accepterer politikere med ekstreme og endda racistiske holdninger uanset seksuelle orienteringer. Og medvirken i evt. pornografiske film og billeder. Partileder: Pia Kjærsgaard.
Venstre (V)
Dannet som bøndernes alternativ til det højreorientede. Partiet blev stiftet i 1870 og har i løbet af de 140 år bevæget sig kraftigt mod højre. I dag profilerer partiet sig som Danmarks Liberale Parti, der vist kræver, at partiet læser op på, hvad liberalisme egentlig betyder. Populært i efterkrigstiden, men svagt helt frem til 1994, hvor partiet får 23,3 stemmer under Effe Ellemand-Jensen. Fire år senere i 1998 er det stadig ikke lykkedes for Ellemand-Jensen at blive statsminister, og han forlader partiet. Anders Fogh Rasmussen overtager, og til stor overraskelse lykkedes det ham i 2001 at samle 31,2 procent af stemmerne og dermed i første forsøg, at gøre, hvad Uffe Ellemand ikke kunne. Rasmussen fører partiet videre til to yderligere valgsejre i 2005 og 2007. Der er dog forsvundet omkring 5% af stemmerne i mellemtiden, så trods adskillige benægtelser om det samme fra Anders Fogh, takkede han ja til en stilling som generalsekretær i NATO og overlod Lars Løkke Rasmussen i spidsen af partiet.
Konservative (C)
Støtteparti til Venstre og grundlagt i 1915. Har siden 1984, hvor de nåede toppen på 23,4% af stemmerne under Poul Schlüter, og dengang dannede firkløverregering med Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, støt mistet tilslutning. I 1997 trak daværende formand, Hans Engell sig, efter at have en promille i blodet på 1,37 da han rammer en betonpille på Helsingør-motorvejen. Efterfølger Per Stig Møller, holder posten i to uger, mens han forgæves håber, at ingen journalister finder ud af, at han også har en spritdom i posen. Per Stig Møller overlader pladsen til Poul Andreassen, der er Pia Christmas-Møllers idé. Andreassen vil dog ikke pege på Christmas-Møller og efter han får sat Bendt Bendtsen ind som leder trækker han sig i 2000. Bendt Bendtsen rammes af skandale efter skandale. Først tages sønnen for handel med narkotika i en betragtelig mængde. Derefter misbruger han angiveligt ministerbilerne, han har angiveligt løjet om, at have en Højere Handelseksamen og i 2009 skriver B.T. at Bendtsen har modtaget en lang række gaver fra private virksomheder. Alligevel sidder Bendtsen i otte år, indtil han går af og Lene Espersen tager over. I 2011 får danskerne nok af Lene Espersens tilsyneladende årelange ferie, og Lars Barfoed tager over. Konservative har siden Engell ligget omkring de 10% af stemmerne. Partileder: Lars Barfoed.
Kristendemokraterne (K)
Tidligere Kristeligt Folkeparti. Grundlagt i 1970 med fokus på næstekærlighed, ansvar for natur og børn.. og decentralisering. Kristendemokraterne lægger ikke skjul på, at partiet bygger på kristne værdier. Kristendemokraterne har gentagne gange ligget under spærregrænsen, og har kun adgang til folketinget gennem tidligere folketingsmedlem for Konservative, Per Ørum Jørgensen, der i 2010 meldte sig ind i KD. Partileder: Per Ørum Jørgensen.
Liberal Alliance (I)
Stiftet i 2007 af Naser Khader og Anders Samuelsen efter splittet med Radikale, sammen med Gitte Seeberg, der forlod de Konservative. Liberal Alliance startede som Ny Alliance og kort efter stiftelsen ryddede partiet forside efter forside, da en poll viste at partiet stod til at få 22 mandater ved et folketingsvalg. Dagen efter partiet blev stiftet havde de flere medlemmer end Enhedslisten. Siden har partiet været en banegård af figurer lige fra tidligere kronprins-accesory, Malou Aamund og generalsekretær for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen. Den fantastiske start blev dog hurtigt til virkelighed og ved valget i 2007, blev det ikke til mere end fem mandater. Langt størstedelen af medlemmerne har siden valgt at forlade partiet, og dokumentarprogrammet "Dagbog fra midten" viser ganske udmærket, hvad der sker, når for mange kommer til fadet. Partiformand: Anders Samuelsen.
Radikale Venstre (B)
Social-liberalt midterparti med bånd til venstrefløjen. Stiftet i 1905 og toppede i 1918 med 21,8 procent af stemmerne. i 2005 fik Radikale, under Marianne Jelved, knap 10 procent af stemmerne (308.212 stemmer) og blev kåret som valgets helt store vinder. Året efter trak prominente figurer i partiet (Naser Khader og Anders Samuelsen) sig fra partiet og efter flere opfordringer, sluttede Marianne Jelved sin tid som formand og lod Margrethe Vestager komme til. Vestager har siden formået at tabe 9 mandater ved valget i 2007. Partiformand: Margrethe Vestager.
Socialdemokraterne (A)
Tidligere Socialdemokratiet i Danmark. Afsæt i arbejderklassen og stiftet af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff i 1871, Socialdemokratiet steg støt indtil de nåede toppen med 46% af de afgivne stemmer. Socialdemokraterne er i dag et midterparti med tætte forhold til fagforeningerne, heriblandt specielt LO. Socialdemokratiets opbygning i dag er resultatet af en magtkamp mellem tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, efter de tabte valget i 2001. Sidstnævnte vandt og blev statsministerkandidat for partiet ved valget i 2005, hvor partiet oplevede en tilbagegang på 3,3% eller knap 136.000 stemmer. Lykketoft gik af sammen aften og kort efter overtog nuværende formand Helle Thorning Schmidt efter kampvalg mod Frank Jensen posten. Ved efterfølgende valg tabte hun yderligere to mandater og erklærede det som et sejrsvalg. Partiformand: Helle Thorning Schmidt
Socialistisk Folkeparti (F)
Nymarxistisk forhammer-kommunisme. Stiftet i 1959 af Aksel Larsen, der blev ekskluderet af DKP. AL mente en demokratisk tilgang til kommunismens indførsel var at foretrække. Lillebror til Socialdemokraterne og førstevalg til regeringsdannelse. Snuppede en stor del hypermobile stemmer fra de radikale venstre ved sidste valg, og står nu stærkt som venstrefløjens nummer to. Holger K. Nielsen overtog i 1991 formandsposten og begyndte moderniseringen af partiet, som tidligere værtshusmusiker og lommedemagog, Villy Søvndal, førte videre efter Nielsens afgang i 2005. Partileder: Villy Søvndal.
Enhedslisten (Ø)
Enhedslisten.
De genopstandne rester af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Det skal her siges, at alle tre partier led en langsom død op gennem 80'erne og endelig i 1989 samlede de resterne og siden da har de ligget lige over spærregrænsen. Enhedslisten er den selvbestaltede vagthund, der skal sikre, at "de store partier ikke løber fra deres løfter". Som sådan har Enhedslisten været platform en lang række højtråbende politiske figurer som Pernille Rosenkrantz Theil, der trods en skarp hjerne og lige så skarp tunge, huskes for at smide høns i folketingssalen før hun deltog aktivt i politik. Hun er også kædet sammen med gatorade-terroristerne, der smed maling mod Anders Fogh Rasmussen i 2008. Andre tidligere medlemmer inkluderer Keld Albrechtsen, der er bedst kendt for islændersweatere og at være en god taber, der vinker med en finger, når kameraet kører. Der er ingen ungdomsorganisation, men Enhedslisten opfordrer unge til at melde sig ind i Socialistisk Ungdomsfront, der vil gøre op med den eksisterende samfundsorden og give magten tilbage til folket. Politisk ordfører: Johanne Schmidt-Nielsen.
Enhedslistens folketingsmedlemmer kan kun sidde i syv på hinanden følgende år, og partiet er kollektivt ledet. Der er på nuværende tidspunkt fire medlemmer af folketinget:
Frank Aaen: Har været på orlov siden 1994, for at pleje sin politiske karriere (Wikipedia). Økonomi, Forsvar og udenrigspolitik falder under hans gebet.
Johanne Schmidt-Nielsen: Verbal førstedame og frontfigur. Politisk ordfører.
Line Barfod: Seniormedlem af Folketinget for Enhedslisten siden 2001, og dermed tre år over sidste holdbarhedsdato. Retspolitisk, arbejdsmarked, socialpolitik og nordisk samarbejde.
Per Clausen: Miljø, videnskab og kultur. Denne mand har rigtigt mange spørgsmål inden i sig. Topscorer mellem 2008-2009 med over 800 spørgsmål stillet i folketingssalen.
Rød bil, blå bil, brun bil...
Skal man forestille at have en mening om noget som helst i dag, skal denne mening have bund i noget viden. Helst om emnet, selvom det absolut ikke afholder medierne fra at hive en eller anden person med perifært kendskab til emnet, smække en "Ekspert"-label i måsen på vedkommende og så lade ham eller hende kloge sig.
Derfor byder jeg velkommen til Vild med Valg 2011's starterkit i Dansk Politik.
Når der bliver udskrevet valg på onsdag, finder alt hvad der kan kravle og gå valghatten frem og begynder rejsen til Christiansborg. For nemheds skyld beskæftiger vi os i denne omgang kun med de ni partier, der reelt har en chance for at have indflydelse på vores liv efter valgdagen er overstået.
Hver enkelt parti får deres egen post, og jeg vil løbende opdatering med vigtige oplysninger, som persongallerier og partiprogrammer. Tjek overskrifterne for evt. rettelser og tilføjelser i materialet.
Alt indhold er samlet af skribents hukommelse samt kilder som eksempelvis Wikipedia og denne sides referencer til forskellige artikler.
Derfor byder jeg velkommen til Vild med Valg 2011's starterkit i Dansk Politik.
Når der bliver udskrevet valg på onsdag, finder alt hvad der kan kravle og gå valghatten frem og begynder rejsen til Christiansborg. For nemheds skyld beskæftiger vi os i denne omgang kun med de ni partier, der reelt har en chance for at have indflydelse på vores liv efter valgdagen er overstået.
Hver enkelt parti får deres egen post, og jeg vil løbende opdatering med vigtige oplysninger, som persongallerier og partiprogrammer. Tjek overskrifterne for evt. rettelser og tilføjelser i materialet.
Alt indhold er samlet af skribents hukommelse samt kilder som eksempelvis Wikipedia og denne sides referencer til forskellige artikler.
Vild med valg 2011
I en perfekt verden ville Lars Løkke Rasmussen udskrive valg på onsdag med frist til 12. november. En lang og grundig valgkamp, hvor der vil være mulighed for medierne for at dække valgkampen grundigt og lade partiernes politik skinne igennem. Hvor danskerne kan uddannes og klædes på til at træffe det rigtige valg på valgdagen.
I vores verden ender det nok med, at han udskriver valg på onsdag med tre ugers frist. Så fyldes medierne i 21 dage med de samme evindelige spørgsmål. Til Lars Løkke: "Vil danskerne se igennem fingre med, at du ikke er folkevalgt?" Til Helle Thorning: "Kan du løfte opgaven som statsminister?" Til Villy og Vestager: "Kan I finde ud af at samarbejde?" Spørgsmål der kun findes ét svar til: "Ja, selvfølgelig." Alt imens Pia Kjærsgaard igen og igen presses til at svare på "Vil du være tilfreds med at være tungen på vægtskålen, eller skal Lars Løkke invitere jer med til bordet for at få jeres støtte?"
Så kære danskere. Det dyreste reality-show nogensinde løber af stabelen over de næste uger: "Vild med Valg 2011!"
Sæt dig til rette. Popcorn og cola inden for rækkevidde og bestem dig for, om du er på Team Helle eller Team Lars, og vent i spænding på, at medierne kører i tomgang, mens vi finder vinderen af retten til i fire år at få spændt ben for samtlige mærkesager, mens de kan sælge ud af resten, og så starter møllen igen.
Go' røvtur!
I vores verden ender det nok med, at han udskriver valg på onsdag med tre ugers frist. Så fyldes medierne i 21 dage med de samme evindelige spørgsmål. Til Lars Løkke: "Vil danskerne se igennem fingre med, at du ikke er folkevalgt?" Til Helle Thorning: "Kan du løfte opgaven som statsminister?" Til Villy og Vestager: "Kan I finde ud af at samarbejde?" Spørgsmål der kun findes ét svar til: "Ja, selvfølgelig." Alt imens Pia Kjærsgaard igen og igen presses til at svare på "Vil du være tilfreds med at være tungen på vægtskålen, eller skal Lars Løkke invitere jer med til bordet for at få jeres støtte?"
Så kære danskere. Det dyreste reality-show nogensinde løber af stabelen over de næste uger: "Vild med Valg 2011!"
Sæt dig til rette. Popcorn og cola inden for rækkevidde og bestem dig for, om du er på Team Helle eller Team Lars, og vent i spænding på, at medierne kører i tomgang, mens vi finder vinderen af retten til i fire år at få spændt ben for samtlige mærkesager, mens de kan sælge ud af resten, og så starter møllen igen.
Go' røvtur!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)